Danmarks Indsamlingen - lille land, stort hjerte

Millioner af uskyldige børn i verdens fattigste lande sulter. Desperationen vokser dag for dag. Det er ubærligt at være vidne til, men lukker vi øjnene, kan følgerne blive fatale - derfor støtter vi.

Hjælp verdens sultne børn

Årsagerne til verdens sultkatastrofe er komplekse. På Afrikas Horn raser den værste tørke i 40 år. Flere steder truer klimaforandringer med oversvømmelser og cykloner. Familier, som i forvejen lever i den yderste fattigdom, har mistet deres levebrød. Mange er tvunget på flugt. Nu har de intet. 

Den globale fødevarekrise har forværret situation og gjort det vanskeligt for de mest sårbare familier at skaffe mad til deres børn. Hvis børnene overhovedet får mad, får de ikke den mad, de har brug for. Begge dele vil koste liv. Lige nu er 13,6 millioner børn under fem år så udsultede, at de er i akut fare for at dø.

Konsekvenserne er så voldsomme, at den fattigste del af verden vil være mærket i årtier. Heldigvis er der meget, vi kan gøre for at hjælpe, hvis vi står sammen. Det er det, årets Danmarks Indsamling handler om.

Med målrettede indsatser i Afghanistan, Bangladesh, Kenya, Libanon, Etiopien, Somalia, Somaliland, Sydsudan og Uganda, hjælper Danmarks 12 største humanitære organisationer dér, hvor nøden er katastrofal. I samarbejde med stærke lokale kræfter, uddeler vi næringsrigtig mad, og sikrer adgang til rent drikkevand, men også til bedre sanitet og hygiejne, som modvirker sygdomsudbrud. Vi giver adgang til basale sundhedsydelser og til akut, livreddende behandling. Vi introducerer nye afgrøder og nye dyrkningsmetoder, som er mere klimaresistente. Og vi støtter med uddannelse og viden, som styrker mulighederne for at skabe en fremtid uden fejlernæring og sult. 

Vi ved, at det gør en forskel. Men vi ved også, at vi ikke kan gøre det alene. Derfor kalder vi på hele Danmark, så vi kan vise, at vi er et lille land med et stort hjerte. Du kan også hjælpe, og dit bidrag vil skabe håb og forandring, uanset om det er stort eller småt.

Vær med, når hele Danmark samler ind til verdens sultne børn lørdag den 3. februar på DR1 kl.19.00.


Kilder:

Child alert: Severe wasting (UNICEF; maj 2022)

Levels and trends in child malnutrition (UNICEF, WHO, WB; 2023 edition)